[PAGE FIELD RECURSIVE]

Second career rådgivning til elitesportsudøvere

        og brobygning til erhvervslivet

"Jeg har med glæde brugt 4players rådgivere, at oprette mit CV i Job4players CV database. Jeg brugte en formiddag hos 4player, hvor vi havde en god samtale om mine fremtidsplaner og muligheder. Processen med at udfylde mit CV gav mig et overblik og en klarhed over hvad jeg kan og ikke kan. Gennem vores samtale fik jeg mod på, at starte på en masteruddannelse hos Copenhagen Coaching Center i foråret 2016." - Christian Poulsen, tidligere professionel fodboldspiller

"Jeg synes MinKarriereplan er et godt redskab til at skabe refleksion over den karriere, der venter, når fodbolden engang slutter. Jeg har selv gjort mig tanker om at dygtiggøre mig uden for banen og ser derfor stor værdi i at kunne blive yderligere afklaret ved at bruge den nye online karriereplatform." - Thomas Delaney, fodboldspiller i Werder Bremen

03 apr 2017

Thomas Kortegaard: Jeg gjorde det svært for mig selv

Fodboldlivet har altid en slutdato. Det ved alle fodboldspillere, når de giver sig i kast med det. Men når slutdatoen pludselig nærmer sig, man har rundet 32 somre, og de sidste tre år har budt på skader, hvilke valg og muligheder står man så overfor? Vi har taget en snak med Thomas Kortegaard om det svære i at beslutte, hvad livet efter fodbolden skal handle om.

AF CAMILLA JAUCH

- Det var slet ikke så skræmmende, som man måske kunne forestille sig.

Lettelsen i Thomas Kortegaards stemme er svær at tage fejl af, da han beretter om mødet med Spillerforeningens uddannelsesrådgiver Thomas Hansen. Og netop lettelsen forstår man, når man har talt med den snart 33-årige midtbanespiller om nogle af de tvivlsspørgsmål, som hver fødselsdag efter de 30 efterhånden synes at bringe med sig som fodboldspiller. Thomas Kortegaard skulle nemlig træffe en beslutning. En beslutning, som han gennem mange år havde udskudt. 

Han havde længe været i tvivl om, hvad livet efter fodbolden skulle bringe og havde faktisk aldrig rigtig vidst - ej heller da han var helt lille - hvad han ville være, når han blev voksen. Men med en mail i indbakken om vinterens forestående exitseminar for fodboldspillere hvis karriere lakker mod enden, gik det op for Thomas Kortegaard, at han snart skulle til at beslutte sig for, hvilken retning hans fremtid skulle drejes i.

- Jeg kan huske, da jeg fik mailen om exitseminar fra Spillerforeningen sidste år, at jeg tænkte; 'det burde jeg virkelig gøre'. Men jeg fik på en eller anden måde udskudt det endnu engang. I år tænkte jeg, at nu skulle det altså være. Jeg var nødt til at tage hul på denne her proces og finde ud af, hvad der skulle ske fremadrettet, siger Thomas Kortegaard og beretter om exitseminaret, som han - uden at have den fjerneste anelse om sine muligheder, og hvad han kunne tænke sig - tog til, for at få et skub i den rigtige retning.

- Men til exitseminaret var jeg jo på en eller anden måde et skridt længere bagud end de andre deltagere - for jeg havde absolut ingen idé om, hvad jeg ville. Det havde de fleste andre. Jeg var fuldstændig rådvild. Jeg følte mig faktisk som en 15-årig ung gut igen, der allerede skulle til at vælge karrierevej. Så svært var det.


"Vi må skyde med spredehagl"
Med mere end 10 år i den gule Horsens-trøje skal der efterhånden meget til at slå den rutinerede Kortegaard ud af kurs - i hvert fald på fodboldbanen. Men med en kontrakt der udløber næste sommer, og ingen videre uddannelse end handelsskolen i rygsækken, fyldte bekymringerne om fremtiden altså så meget, at Kortegaard til exitseminaret blev enig med Thomas Hansen om, at de to måtte mødes på tomandshånd for at finde en løsning på Kortegaards rådvildhed. Han skulle blive klogere på sig selv, og hvad han havde at byde på - og ikke kun som fodboldspiller.

- "Vi må skyde med spredehagl", sagde jeg til ham (Thomas Hansen, red.). Fordi jeg var så rådvild, talte vi om alt fra finansøkonom til folkeskolelærer. Og vi brugte lang tid på det. For der er lige pludselig meget, man skal indhente og tage stilling til, når man har udskudt beslutningen i så mange år, som jeg har. Og det gør man, når man ikke kan beslutte sig. Udskyder altså, beretter Thomas Kortegaard og fortsætter:

- Så Thomas og jeg lavede faktisk udvidede plus/minus lister over alle uddannelserne, hvor rigtig mange ting spillede ind. Blandt andet karrieremuligheder, hvordan uddannelsen passer mig som person og hvordan undervisningsformen er. Der var mange ting at tage stilling til, og dér blev det lige så stille klart for mig, at jeg skulle kaste mig ud i det. Jeg skulle da begynde på lærerseminariet, fortæller en tydeligt fortrøstningsfuld Thomas Kortegaard.


Ikke rigtig et skolemenneske
Beslutningen om at fodboldstøvlerne en dag skal erstattes med tavlekridt, gav Thomas Kortegaard lidt mere ro i sindet. For som han selv beskriver det, bliver dét at udskyde de svære valg til en ond cirkel, og inden man ved af det, har man udskudt at tage stilling til den fremtid, der indenfor en ganske kort årrække banker på døren.

Men hvilke tanker gør man sig så, når man endelig har truffet et valg, og man de sidste mange år kun har skulle fokusere på fodbolden, men nu også skal tilbringe de næste fem år på skolebænken med hovedet i bøgerne? Thomas Kortegaard ser det som en nødvendighed, der ikke udelukkende er positiv:

- Jeg er ikke rigtig et skolemenneske, så jeg har det faktisk svært med dét at skulle gå i skole i fem år igen. Men det er man jo nødt til. Alternativet var, at jeg havde studeret tidligere; og det gjorde jeg jo ikke. Det bliver da en anderledes tilværelse, som min familie og jeg skal i gang med, fortæller Thomas Kortegaard og uddyber:

- Hele min fodboldtid har jeg jo haft så meget fokus på fodbolden, og det har fyldt så meget, at jeg har haft svært ved at fokusere på, hvad jeg ville om eksempelvis syv år, når mit fodboldliv var færdigt. Jeg synes, at jeg havde svært ved at finde ud af, hvad der kunne interessere mig, og hvad der kunne være indholdsrigt i mit liv, når jeg var færdig med at spille fodbold.


Tag tyren ved hornene
Thomas Kortegaard frygter, at han er billedet på, hvordan mange unge fodboldspillere tænker og har det med hensyn til dét at læse videre. Set i bagklogskabens blændende lys, ville den jyske midtbanespiller da også ønske, at han var startet på en uddannelse noget før.

- Jeg ville ønske, at jeg havde været mere afklaret, og at jeg havde vidst det, jeg ved nu for bare fem år siden. Nu står jeg altså med et hus, og børn og kone og forpligtelser. De økonomiske forpligtelser er langt større nu, end hvis jeg havde gennemført et studie, da jeg var 25 og bare boede i lejlighed, fortæller Thomas Kortegaard og håber samtidig, at andre fodboldspillere vil tage tyren ved hornene og gøre sig nogle tanker om, hvilken fremtid de kunne tænke sig og ikke gøre ham kunsten efter og udskyde processen.

- Udskydelsen gør det bestemt ikke lettere - det ved man jo godt på forhånd - men det gør den i sandhed ikke. Der er kommet mange flere ting, jeg skal overveje, når jeg har ventet så længe med at beslutte mig. Så man kan godt sige, at jeg har gjort det svært for mig selv. Og jeg tror desværre godt, at der kan stå en stor gruppe fodboldspillere med samme uvished som mig, og som synes at det der med at vælge, det er sgu svært.


"Hvad kunne du egentlig tænke dig?"
Da Kortegaard i starten af 00'erne startede sin karriere som fuldtidsfodboldspiller, var der ikke meget fokus på, hvordan livet efter fodbolden skulle se ud, og i dag kan han godt ærgre sig over, at der ikke dengang var en voksen, der hankede op i ham: 

- Man tænkte ikke så meget over den. Den var der jo bare. Fremtiden altså. Som ung gut der - jo altså man tog da handelsskolen - men det var jo kun for at få det overstået, så man kunne komme i gang med at spille fodbold. Og jeg ville da ønske, at der allerede var nogen, der havde taget fat i mig på det tidspunkt og sagt; "Hvad kunne du egentlig tænke dig? For så kan vi lige så godt komme i gang!"

- Hvis jeg havde været 23 i dag - med frygt for at lyde som en rigtig gammel mand - så ville jeg da gå i gang med at finde ud af, hvad jeg gerne ville i en fart, fortæller Thomas Kortegaard med et grin.  

Selvom Thomas Kortegaard har sine små betænkeligheder ved snart at skulle indtage titlen som studerende, glæder han sig til at komme i gang og er fortrøstningsfuld omkring sit valg - som han er glad for at han fik truffet.

- Vi er startet helt fra bunden med mig, men jeg har en fornemmelse af, at det hele nok skal gå nu. Mit samarbejde med Thomas (Hansen, red.) og alt det arbejde, han har lagt i det for at hjælpe mig - jeg har simpelthen ikke roser nok for det, afrunder Thomas Kortegaard. 

Sidste nyt

31-10-2018

Tilmeld dig Karriereskifteseminar 2018 - afklaring i øjenhøjde!

Læs mereSe flere nyheder