Mads Emil Madsen er bedre end nogensinde, men fodbold må ikke fylde det hele

PODCAST: Mads Emil Madsen er bedre end nogensinde. Fordi han er blevet mere professionel. Han skruer på alle parametre, han kan skrue på. Også uddannelse. Og studiet er ikke en byrde – det skal derimod gøre ham til en endnu bedre fodboldspiller.

AF MICHAEL HEHR | FOTO: PETER BAIER

I Silkeborg IF var holdkammeraterne gode venner. I LASK Linz er de nye holdkammerater i højere grad kollegaer.

På mange måder er fodbold blevet mere et arbejde for Mads Emil Madsen, der i sommer tog skridtet til udlandet. Om tilværelsen er bedre, ved han ikke. Men han ved, at han det seneste halve år er blevet en bedre fodboldspiller.

– Jeg kommer fra Silkeborg, hvor jeg har været i 10 år, så der var det alle mine bedste venner – og dem, jeg hang ud med i fritiden – jeg var på hold med. Så det var en meget tryg hverdag og en meget hyggelig hverdag. Det var noget, man så frem til, hvor her kan man sige, at det er lidt mere som et arbejde. Der kommer man for fodbolden, og så kommer det sociale i anden række, forklarer Mads Emil Madsen i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’

– Det var selvfølgelig federe rent socialt at være i Silkeborg, men jeg er afklaret med, at det er noget andet her. Det er mere fodbold, og det er dét, jeg har fokus på. Jeg er begyndt at blive endnu mere fokuseret på fodbolden, og hvordan jeg kan blive bedre, hvor der før gik lidt mere tid med at hygge og sidde og snakke med en kop kaffe efter træning, uddyber LASK Linz-spilleren, der har skabt sig en anden hverdag i den schweiziske topklub.

– Når jeg er til træning, har jeg 100 procent fokus på fodboldtræningen og 100 procent fokus på, hvad jeg kan gøre efter træning for at blive stærkere eller restituere hurtigere. Og når jeg er hjemme i min lejlighed, og jeg har kedet mig lidt, har jeg tænkt på, hvad jeg kan gøre her for at blive en bedre fodboldspiller.

 

Uddannelse kan skabe nødvendigt pusterum

Den 23-årige midtbanespiller bruger blandt andet alenetiden på at se video af egne aktioner, ligesom han for nyligt har tilknyttet en mentaltræner. Han bruger altså væsentligt mere tid på sin fodboldkarriere.

Og indsatsen har givet resultater. Han har flyttet sig »fysisk, teknisk og taktisk«, fastslår han. Men han er opmærksom på, at fodbolden ikke må fylde for meget.

– Det er også derfor, jeg vil søge et studie og få noget andet end fodbold i min hverdag, så det ikke bliver ren fodbold, fordi det kan det virkelig let komme til hernede – specielt nu, hvor jeg ikke kan få besøg. Jeg tror heller ikke, det er sundt at tænke fodbold hele dagen, hver dag. Jeg tror, det er vigtigt, man får et pusterum. Ellers, tror jeg, kan man hurtigt køre sur i det.

Men afbrækket fra den fodbolddominerede hverdag er faktisk ikke den eneste fordel, den danske udlandsprof ser ved at uddanne sig. Den handler også om identitet – og om at smage på livet, der venter efter fodboldkarrieren.

– Jeg vil ikke kun være en fodboldspiller. Jeg vil også gerne være noget andet. Jeg vil også gerne have en identitet, der ikke kun er ’fodboldspilleren’. Jeg vil gerne være et helstøbt menneske, hvis man kan sige det sådan.

– Hver gang, man er sammen med familie og venner, spørger de jo ind til fodbolden – og primært til fodbolden. Og det er fair nok, og det skal de endelig blive ved med, men man vil jo også gerne have noget andet, man kan snakke om, og have noget andet, man står for, siger Mads Emil Madsen, der netop nu er i gang med at uddanne sig til certificeret kostvejleder online gennem At Work Skolen.

– Kroppen og ernæring har altid interesseret mig. Og så er det ligesom for at se, hvor meget det interesserer mig, og for at jeg bliver mere afklaret med, hvad jeg vil efter fodbolden. Se, om det her er noget for mig. Er det noget, jeg vil studere endnu mere bagefter eller gå i nogle andre retninger.

 

Skræddersy uddannelsen til karrieren

Den uddannelse, Mads Emil Madsen er i gang med, foregår online. Der er ingen faste mødetider. Ingen studiegrupper, der skal koordineres med eller tages hensyn til. Og han kan selv vælge, om han vil bruge to eller seks måneder på at gennemføre.

Og når han er igennem undervisningsmaterialet, bestemmer han selv, hvornår han vil indskrive sig selv til eksamen. En eksamen, han enten kan tage over Skype eller fysisk i Danmark. Det eneste krav er, at han gør gennemfører forløbet inden for seks måneder.

– Det er meget fleksibelt. Du kan gøre det lige, når du vil, siger Mads Emil Madsen.

Han var allerede i dialog med 4players rådgivere før skiftet til LASK Linz. Og da det faldt på plads, og Mads Emil Madsen ellers havde fundet sig til rette i sin nye tilværelse, var han klar til at kaste sig ud i uddannelsesforløbet.

– Da jeg var kommet herned og kommet på plads og kunne mærke, det var blevet hverdag, begyndte jeg at tænke, at er lange dage hernede, når der er corona og ikke var noget at lave efter træning. Så jeg tænkte, det godt kunne være, jeg skulle i gang med det der, som jeg havde snakket med ham om.

Men. For der er et men. Det fleksible aspekt af uddannelsen kræver også noget af den enkelte. Mads Emil Madsen skulle selv sætte uddannelsesforløbet i gang, og det var som om, at der altid var et bedre tidspunkt at gøre det.

– Min plan var egentlig at starte i starten af januar, når jeg kom tilbage til Østrig. Men nu er der gået en uge eller halvanden, hvor jeg har tænkt, at nu venter jeg lige lidt, fordi der er opstart, og der er hård træning, jeg skal lige tilbage til Østrig og vænne mig til det hele, før jeg går i gang. Man finder undskyldninger for sig selv og tænker; det gør jeg lige senere. ”Når der er en bedre periode, så går jeg i gang.” Det, tror jeg, er den største udfordring.

Siden, vi optog udsendelsen, er Mads Emil Madsen kommet i gang med studiet. Hvis du, som Mads Emil Madsen, vil tage et onlinekursus  – eller måske en længere uddannelse eller bare vil snakke personlig udvikling uden for banen – kan du altid læse mere om dine muligheder her på 4-player.dk eller tage fat i en af 4players rådgivere.

Udsendelsen er at finde i Apple Podcast, på SpotifySoundCloud og andre podcastapps. Her kan du også høre Mads Emil Madsen fortælle om:

  • Hvordan han blev nervøs for udlandsskiftet, da det for alvor kom tæt på
  • Hvad der ifølge ham er vigtigst, hvis man vil undgå at blive et fremmedlegeme i en ny klub
  • Hvordan han var forberedt på, at skiftet til at starte med nok ville byde på flere nedture end opture
  • Og om han foretrækker at blive kaldt Mads Emil eller bare Mads

Har du brug for hjælp?

33 12 11 28