Logistikøkonom
Logistikøkonom
Drømmer du om en uddannelse/karriere inden for logistik og Supply Chain Management kombineret med sport på højt niveau?
Med en Logistikøkonom uddannelse bliver du en mester til at planlægge, koordinere og styre en virksomheds logistik både i Danmark og internationalt. Du bliver klædt på til job inden for logistik i produktions-, handels- og servicevirksomheder hos speditører, shipping- og fragtfirmaer.
OBS! Der er vedtaget en reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne i Danmark, der gradvist indfases frem mod 2030. En af ændringer er, at top-up uddannelser til erhvervsakademiuddannelser lukker, mens der oprettes nye 1-årige overbygningsuddannelser. Præcis hvordan de nye 1-årige overbygninger kommer til at se ud og adgangskravene hertil, er endnu uafklaret. Læs mere på Erhvervsakademi Dania’s hjemmeside. Ved spørgsmål henviser vi til nærmere rådgivning/vejledning fra det respektive studiested.
På Erhvervsakademi Dania har du mulighed for at tage logistikøkonomuddannelsen som et onlinestudie. I samarbejde med 4player har Erhvervsakademi Dania skabt en uddannelse med et online virtuelt læringsmiljø.
Hele uddannelsen kan tages online. Der foregår ingen almindelig klasseundervisning, og der er heller ikke mødepligt ved de skriftlige prøver.
Bemærk: Logistikøkonom online har opstart i september, og hele uddannelsen er SU-berettiget.
Fakta om uddannelsen
- Titel: Logistikøkonom
- Uddannelsesniveau: Kort videregående uddannelse, 120 ECTS-point
- Varighed: 2 år
- Praktik: 3 måneders SU-berettiget praktik
- Studiestart: September
- Uddannelsesby: Online
- Undervisningssprog: Dansk
- Ansøgning: optagelse.dk
Fleksibilitet til både sport og studier
Logistikøkonom online er for dig, der vil investere i fremtiden, mens du forfølger dine sportslige ambitioner. Med undervisning hjemmefra og en fleksibel studieform får du bedre mulighed for at tilpasse studiet til din sport og samtidig tage en videregående uddannelse. Du får stadig den faglige sparring, struktur og det fællesskab, der kendetegner en videregående uddannelse – men med større frihed til at få sport og studier til at hænge sammen.
Job og videreuddannelse
Logistikøkonom online er en praksisnær uddannelse med gode beskæftigelsesmuligheder inden for logistik, transport og Supply Chain Management. Du kan få job i både produktions-, handels- og servicevirksomheder samt hos speditører, shipping- og transportvirksomheder.
Du kan bl.a. arbejde som logistikkoordinator, Supply Chain Coordinator, speditør, indkøber, produktionsplanlægger, Logistics Planner, shippingmedarbejder, lagerchef eller logistikchef.
Som logistikøkonom kan du gå direkte ud i arbejdslivet efter lige knap 2 års studier, eller du kan læse videre og f.eks. tage en professionsbachelor i Sport Management eller en af mange andre spændende uddannelser.
OBS! Der er vedtaget en reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne i Danmark, der gradvist indfases frem mod 2030. En af ændringer er, at top-up uddannelser til erhvervsakademiuddannelser lukker. Dette betyder, at sidste optag på denne top-up er i 2027. Læs mere på Erhvervsakademi Dania’s hjemmeside. Ved spørgsmål herom henviser vi til nærmere rådgivning/vejledning fra det respektive studiested.
Uddannelsens fokusområder
Uddannelsen fokuserer på, at du udvikler kompetencer inden for logistik, indkøb, produktion og Supply Chain Management. Gennem studiet opbygger du en solid forståelse for virksomheders forsyningskæder og lærer at analysere, planlægge og optimere vare-, informations- og pengestrømme på tværs af nationale og internationale markeder.
Du får både teoretiske og praksisnære kompetencer inden for indkøb, lagerstyring, produktion, distribution og transport samt indsigt i virksomheders organisation, beslutningsprocesser og markedsvilkår. Efter endt uddannelse er du rustet til at arbejde med koordinering og udvikling af logistik- og forsyningskæder i både danske og internationale virksomheder eller til at videreuddanne dig inden for beslægtede erhvervs- og ledelsesområder.
Uddannelsens fag
- Logistik
- Communication and Negotiation
- Organisation og ledelse
- Økonomi
- Indkøb
- Indkøbsjura
- Statistik
- Produktion
- Distribution
- Transportjura
- Projektstyring
- Supply Chain Management
Dagligdagen på studiet
Som studerende på Logistikøkonom Online, vil du opleve en stor fleksibilitet og mulighed for individuel tilpasning af uddannelsesforløbet til din karriere som eliteidrætsudøver.
Du vil opleve at kunne være i daglig kontakt med såvel din underviser, samt de øvrige studerende på uddannelsen.
Undervisningen er tilrettelagt omkring mindre, tværfaglige forløb, hvor du gennem teamarbejde, diskussioner, vejledning og praksisnære opgaver omsætter teori til konkrete løsninger. Du bygger løbende videre på din viden gennem en kombination af live undervisning, inspirationsoplæg, læringsvideoer, øvelser samt læsemateriale.
Praktik
Som en del af uddannelsen vil der indgå et tre måneders SU-berettiget praktikforløb, som kan foregå i enten Danmark eller udlandet.
Eksempler på tidligere praktikvirksomheder:
- Weber Stephen Nordic
- Knauf
- Eimskip Danmark
- Liftra
- F&H of Scandinavia
- Salling Group
- Bring Express Danmark
- SDK Shipping Randers
- Riantics Körber Solutions
- Hummel
Hos Erhvervsakademi Dania får du hjælp af en dedikeret praktikvejleder, som støtter dig i jagten på den rette praktikplads. Vejlederen støtter dig i din praktiksøgning – herunder inspiration til ansøgning, CV og potentielle praktikvirksomheder
Adgangskrav
For at komme ind på uddannelsen skal du som minimum opfylde et af følgende adgangskrav:
- En gymnasial uddannelse (stx, hf, htx eller hhx) med engelsk B og enten erhvervsøkonomi C eller matematik C eller virksomhedsøkonomi C
- En relevant erhvervsuddannelse for eksempel inden for handel, kontor, transport, logistik, lager eller godstransport.
- Du kan søge om adgang med en erhvervsuddannelse af mindst 3 års varighed. Der gælder følgende specifikke adgangskrav, hvis du har en erhvervsuddannelse på mindst 3 år: engelsk B og matematik C
Hvis du vil vide mere
Du kan læse meget mere om logistikøkonom online-uddannelsen på Erhvervsakademi Danias hjemmeside
For vejledning kontakt koordinator i 4player:
Anders Egholm
Tlf.: +45 61 69 05 40
Mail: anders.egholm@spillerforeningen.dk
For spørgsmål til uddannelsen og ønske om ansøgning kontakt studieleder:
Jesper Dalgaard- Jensen
Mail: JEDA@eadania.dk
Tlf.: +45 29 91 69 01