Sygeplejerske
Sygeplejerske
Drømmer du om at blive sygeplejerske, men har du brug et studie med færre mødedage? Så læs til sygeplejerske på netuddannelsen i Aabenraa. Lær teorien online og mød kun ind på skolen til studiets seminardage.
Bliv sygeplejerske
Barn, ung, voksen og gammel. I alle faser af livet kan vi havne i situationer, hvor mødet med en sygeplejerske bliver afgørende. Som sygeplejerske tager du imod borgerne, når de midt om natten kommer ind på skadestuen. Du er også den rolige hånd, der lægger patientens drop, når der er behov for medicin eller væske. Du kan dit håndværk og træffer de nødvendige beslutninger i en hverdag, der veksler mellem stabile, komplekse og akutte situationer. Og det er dig, der med overblik og professionalisme altid har patienten i centrum, hvad end det er på sygehuset, i hjemmeplejen eller i psykiatrien.
På sygeplejerskeuddannelsen bliver du klædt på til at kunne udføre alle dele af sygeplejefaget. På baggrund af den sidste nye forskning og viden lærer du at give den bedst mulige sygepleje til mennesker i alle aldre og fra alle samfundslag, i forskellige situationer og til mange forskellige behov.
Lær teorien online og mød kun ind på skolen i studiets seminardage
Et online studie giver dig større fleksibilitet i din hverdag, da hovedparten af dine studier foregår online. Men, eftersom netuddannelsen følger den samme studieordning som den almindelige sygeplejerskeuddannelse, skal du forvente at møde fysisk op på skolen til seminardagene, hvor du lærer fagets praktiske aspekter. Det samme gælder for dine praktikperioder også kaldet den kliniske undervisning.
Selvom, denne øgede fleksibilitet giver dig frihed til at planlægge din hverdag, stiller det også større krav til din selvdisciplin og evne til at tilrettelægge din studietid.
Netuddannelsens opbygning
Du bliver sygeplejerske på tre et halvt år på den delvise netuddannelse. Din læring følger den almindelige sygeplejerskeuddannelse, men du studerer primært den teoretiske del på egen hånd. Den praktiske del læres ved fysisk fremmøde på studiets seminardage.
Uddannelsen er et fuldtidsstudium og kræver en gennemsnitlig studieaktivitet på minimum 40 timer om ugen. I perioder skal du forvente at skulle koordinere din studieaktivitet, med dine medstuderende når der afvikles gruppearbejde.
Der er obligatorisk fremmøde på skolen i Aabenraa til studiets seminardage. Seminardagene finder sted ca. hver fjerde uge og afvikles skiftende henover semestret. De udgør mindst 20 dage pr. semester. På disse obligatoriske seminardage kan der være fastlagte studieaktiviteter, som er forudsætninger for at kunne deltage i uddannelsens prøver. Du kan se hvilke i semesterbeskrivelserne, som du typisk har i hænde ca. 14 dage før semesterstart.
På seminardagene kommer du endnu tættere på din fremtidige hverdag bl.a. i vores simulationslokaler hvor du både øver dine kliniske kompetencer, samt din kontakt og kommunikation med patienten.
Praktik
Du skal undervejs i uddannelsen i praktik. Vi kalder praktikken for klinisk undervisning, og denne fungerer på samme måde som på den ordinære sygeplejerskeuddannelse – det vil sige, at der er mødepligt i den kliniske undervisning.
I denne periode kommer du tættere på den hverdag du vil møde efter studiet f.eks. på sygehuse, i psykiatrien, hjemmeplejen eller på ambulatorier. Her vil de kliniske vejledere, som vil støtte og vejlede dig i dit forløb.
Du kan også vælge at tage et eller flere af dine praktikforløb i udlandet og eventuelt kombinere det med dine semestre med teoretisk fjernundervisning.
Eliteidrætsudøvere på sygeplejerskeuddannelsen kan fx tilbydes:
- Vejledning mht. at koordinere studiet og idrætten via rådgivning omkring studieplanlægning, og hjælper endvidere med generel fleksibilitet undervejs i uddannelsesforløbet.
- Vejledning og hjælp mht. dispensationer, fx flytning af eksamener, afleveringsfrister, krav om fremmøde, gruppearbejde eller andre udfordringer som måtte opstå i løbet af studiet.
- Planlægge en individuel læseplan, når det er af afgørende betydning, for at hverdagen kan hænge sammen.
- Hjælpe med at opbygge et netværk på uddannelsen, herunder at få udøveren med i gruppearbejde og studiegrupper.
Mulighederne begrænser sig dog ikke nødvendigvis til ovenstående punkter, idet sygeplejerskeuddannelsen – inden for det muliges rammer – som afsæt vil forsøge at finde løsninger ift. alle tænkelige problemstillinger, som du kan møde, når sport og uddannelse skal gå hånd i hånd.
Kort om uddannelsen
- Fuldtidsstudie på 3,5 år (7 semestre)
- Hovedparten af studiet foregår online, men med to seminardage pr. måned i Aabenraa
- Praktik fylder ca. 40% af studietiden og koordineres i tæt samarbejde med UC Syd
- Uddannelsen er SU-berettiget
Vær opmærksom på, om du opfylder kravene for SU – og f.eks. ikke tjener for meget i sporten til at være SU-berettiget. Læs mere HER - Studiestart i september og februar
- Ansøgningsfrist d. 15. marts (kvote 2) og 5. juli (kvote 1)
Job og karriere
Som færdiguddannet, autoriseret sygeplejerske, har du et væld af karrieremuligheder fx indenfor følgende områder:
- Sygehuse
- Hjemmeplejen
- Psykiatrien
- Lægehuse
- I udlandet fx Læger uden Grænser, Røde Kors
- Undervisning og forskning
Yderligere info og kontakt
Du kan læse mere om den delvis online sygeplejerskeuddannelse hos UC Syd HER
Du kan desuden læse mere om UC SYDs generelle støtte til elitesportsudøvere HER
Ved interesse kontakt rådgiver i 4player, Anders Egholm, på:
- Tlf.: 61 69 05 40
- Mail: anders.egholm@spillerforeningen.dk
Du kan ligeledes kontakte studievejler på sygeplejerskeuddannelsen, Sonni Thelmark, på sthe@ucsyd.dk eller tlf. 72 66 28 39.
Indholdet på denne præsentationsside er leveret af uddannelsesstedet, der er ansvarlige for indholdets rigtighed.